Bestyrelsen ønsker Glædelig Jul og Godt Nytår

Kære medlemmer,

Som noget nyt inviterer klubbens bestyrelse alle medlemmer og samarbejdspartnere til Nytårskur fredag den 3. januar 2020 kl. 15.30, hvor vi byder på en lille forfriskning, indlæg af Lisbeth Bender om det mentale i golfspillet, lidt om året der gik og det kommende år, samt hyggeligt samvær med bestyrelse, udvalgsmedlemmer, frivillige og alle øvrige medlemmer. Vi håber at se dig og beder venligst om din tilmelding i Golfbox. 
 
Bestyrelse og udvalg er allerede langt fremme med planlægningen af den nye sæson, hvor bl.a. et nyt udvalg – rekrutteringsudvalget – ser dagens lys. Vi har indledt et samarbejde med Dansk Golf Union med henblik på øget markedsføring og rekruttering af nye medlemmer og vi er p.t. i fuld gang med at nedsætte udvalget og planlægge dette vigtige arbejde for klubben. Vi forventer også at øge synligheden om vores medlemsrekruttering og -udvikling, netop fordi tilgangen af nye medlemmer bliver hovedfokusområdet i 2020 – og vi håber, at alle medlemmer vil hjælpe os hermed.
 
Eliteudvalg og tuneringsudvalg har i store træk tilrettelagt det kommende års program, hvor vi især på eliteområdet vil se nogle fornyelser. Udvalget har sammen med trænerne udarbejdet nye retningslinjer for vores elitespillere, hvor alle herrer under handicap 15 og damer under handicap 20 tilbydes at deltage og hvor vi ikke længere tilbyder fritspils ordninger. Der vil fortsat være 3 hold tilmeldt i Danmarksturneringen, hvor trænerne vil udtage holdene blandt de spillere, der deltager i træningen og spil på banen. De nye retningslinjer er udsendt til dette års elitespillere og vil snarest blive formidlet til øvrige spillere med handicaps hertil.
 
Bestyrelsen har ud over planlægningen af det kommende år også arbejdet med klubbens strategier for de kommende 3-5 år. Overskrifterne for de kommende strategier er: Medlemsrekruttering, Medlemspleje og -fastholdelse, Markedsføring og kommunikation, Sponsorarbejde, Organisation og bestyrelsesarbejde, Frivillighedsarbejde, som vi nu skal have detailudviklet og lagt i fastere rammer. Dette vil vi orientere mere om i det kommende år.
 
Nu hvor 2019 lakker mod enden vil jeg - på bestyrelsens vegne - gerne ønsker Jer alle en rigtig Glædelig Jul samt et Godt Nytår. Tak for godt samvær omkring golfspillet i 2019. Vi glæder os til at tage hul på et nyt og spændende golf år, hvor vi håber at se Jer alle på golfbanen.
 
Formand
Arne Jakobsen
​​​​​​​
 

Nytårskur Fredag d. 3 Januar kl. 15.30

Du kan tilmelde dig nytårskuren her.
 
 

Regionsgolf 2020 

Der er igen tilmeldt hold til Regionsgolf - både ABCD rækken og Senior og Veteraner. Har du lyst til at deltage i dette, så kan du tilmelde dig i Golfbox på følgende link:

Regionsgolf A-B-C-D rækken - tilmeld dig her

Regionsgolf Senior og Veteran rækken - tilmeld dig her

Sidste tilmelding er d. 31 marts 2020.

 

Jule lukket i Sekretariatet

Der er lukket for personlig henvendelse i Sekretariatet i golfklubben fra d. 21 december til og med d. 6 januar. Der svares på e-mail på hverdage i perioden.

Barløseborg Golfklub
Skovvangsvej 47 - 5610 Assens - Tlf.: 6479 1224 - E-mail: post@bbgolf.dk